Product Developer

Jobbeskrivelse

Produktudvikler med flair for kommunikation og læringskoncepter

Er du én af dem, der har en god fornemmelse for, hvilke mennesker, der bare ville være et fantastisk match rent fagligt? Er du udadvendt, nysgerrig og elsker at finde på koncepter og nye formater? Så bør du søge stillingen som produktudvikler i F5.


Vi lever af at udvikle ledere og specialister i kraft af netværksgrupper. Vi udvælger personer, der spiller sammen fagligt, og skaber en netværksgruppe til lige netop dem. Netværket skal være inspirerende, udviklende og have et højt fagligt niveau - og formatet må ikke være forudsigeligt. Alt det, skal du hjælpe til med at sikre.


Vi har brug for en person, der evner at se, hvor der lige nu i det danske erhvervsliv er brug for, at man mødes i et netværk med henblik på at udvikle sig fagligt, personligt og forretningsmæssigt. Du skal også være den, der udtænker det optimale læringsformat for grupperne og finder de faglige temaer og de stærkeste fagligheder, som kan inspirere grupperne i form af fx oplæg, workshops, webstreaming - eller et andet format, du synes er optimalt.


I F5 er vi ikke fokuserede på, hvilken uddannelsesbaggrund, du har, eller hvilken type job, du evt. kommer fra. Vi er ude efter dine kompetencer og din tilgang til jobbet.


Krav

Det faglige

Vi søger en person med ledelseserfaring, der har 3-5 års erhvervserfaring og kan arbejde i krydsfeltet mellem kommunikation, salg og kreativ konceptudvikling. Vi kommunikerer med mange folk hver dag, også skriftligt, så det er en fordel, hvis du kan formulere dig med en nogenlunde sikker pen. Hvis du har arbejdet med konceptudvikling, facilitering, konferenceudvikling og/eller læringsformater, er det helt sikkert også et plus.


Deadlines skræmmer dig ikke, og det skal være en selvfølge for dig, at du holder dig opdateret på, hvilke tendenser der er inden for erhvervslivet, og på hvordan de påvirker ledere og specialister i både det private og det offentlige. Research er nemlig også en del af dit daglige arbejde.


Det personlige

Det er vores erfaring, at jobbet kræver, at du er udadvendt, nysgerrig og selvstændig. Ledelseserfaring er velkommen. 

Smilet, mailen og telefonen er dine bedste venner, for du skal holde mange møder, og du skal ringe folk op. Det er ikke "salg" i ordets klassiske forstand, men du skal vinkle og pitche dine ideer og koncepter over for potentielle samarbejdspartnere. Du er en ja-hat og et positivt energifelt.


Og så er det vigtigt at sige: Du må hjertens gerne udfordre os på den måde, vi arbejder med netværksformatet på. I vores øjne er der aldrig ét koncept, der er det rigtige. Vi vil gerne udvikle andre, og derfor udvikler vi også gerne os selv. 


Det bliver du en del af

Du kommer til at høre hjemme på Rentemestervej på Nørrebro i F5's udviklingsafdeling. 
Her bliver du en del af et lille team, der udvikler forretningens kerneprodukt og desuden arbejder med events, grafik og kommunikation.


Om F5

I F5 tror vi på viden og vidensdeling. Vi tror, at de rigtige beslutninger kommer i kraft af viden, udsyn og ved at holde sig opdateret på den verden, man er en del af. Vi tror, de rigtige beslutninger træffes i fællesskab i kraft af den inspiration, sparring og indsigt, man får fra andre. Derfor tror vi på netværk. Vi tror på samarbejde på tværs af hierarkier og fagligheder, og vi er nysgerrige - på hinanden og på fremtiden. I F5 får du som medarbejder hver dag ny viden, som vi håber, at du vil være med til at dele med dine kollegaer og med andre, så vi kan flytte hinanden og det danske erhvervsliv.